logo
image 01
image 02
image 03
solgt
Skovvej 4, 2. tv., 2930 Klampenborg
TAARBÆK - LEJLIGHED MED 3 ALTANER OG UDSIGT TIL ØRESUND

Nu udbydes en af Taarbæks eftertragtede ejerlejligheder i Taarbæk Have - en lys og charmerende bolig på øverste etage af den ikoniske ejendom, det tidligere badehotel, som ligger lige overfor Taarbæk Havn.

Her får du 81 m² med hele tre altaner, hvorfra udsigten strækker sig over byen, havnen og Øresund.

Lejligheden byder på en entré med indbygget garderobeskab og et klassisk ældre køkken med udgang til vestvendt altan, hvor aftensolen og havnens liv kan nydes. Den sydvendte opholdsstue har direkte adgang til endnu en altan med udsigt over Øresund, og gennem dobbeltdøre åbner rummet sig til en ekstra stue eller værelse, der giver en fleksibel indretning. Soveværelset er rummeligt og har sin egen altan, mens det pæne, ældre badeværelse med kar fuldender planløsningen.

Boligen fremstår med brede plankegulve og højloftede rum, der giver en særlig atmosfære og et imponerende lysindfald. Lejligheden trænger til istandsættelse, men har et sjældent potentiale til at blive forvandlet til en enestående bolig i hjertet af Taarbæk.

Som beboer i ejendommen har du desuden adgang til en stor fælles tagterrasse med panoramaudsigt over Øresund - et unikt fristed, hvor man kan nyde solopgangen, havets glimt og den friske brise.

Med sin beliggenhed mellem skov og strand, havn og hav, tilbyder denne bolig det bedste fra Taarbæk - en idyllisk kystby blot få minutter fra København. En sjælden mulighed for den kvalitetsbevidste køber, der søger udsigt, atmosfære og beliggenhed i absolut særklasse.